VERDIS OPERA, VENEDIGS SCENE
La Traviata: Verdis opera og dens stormfulde Venedig-premiere
En af verdens mest opførte operaer startede som en fiasko på La Fenice i Venedig i 1853 — den sande historie om Verdis La Traviata, fra Paris-skuespil til venetiansk comeback.
Se operaaftener på GetYourGuide ↗En tragedie skrevet på få uger
Giuseppe Verdi komponerede La Traviata i det tidlige 1853 og arbejdede hurtigt, selv efter hans egen produktive standard, idet han bearbejdede Alexandre Dumas fils' skuespil La Dame aux Camélias — som i sig selv var baseret på Dumas' egen roman om en parisisk kurtisane. Verdi havde året forinden set en parisisk opsætning af skuespillet og blev draget af dets ærlige, nutidige emne: en falden kvinde, en kærlighedsaffære, som hendes elskers familie ikke vil acceptere, og en død af tuberkulose. At iscenesætte en kurtisanes historie som seriøs opera var usædvanligt for tiden, og Verdi ønskede angiveligt at opføre den i moderne kostumer — en anmodning, som Venedigs La Fenice afslog til fordel for en mere sikker historisk ramme.
Åbningsaften på La Fenice, 6. marts 1853
Premieren gik ikke godt. Samtidige beretninger peger på en rollebesætning, der ikke matchede — sopranen, der sang Violetta, en karakter, der skulle være døende af svindsot, blev anset for at være for robust til, at rollen kunne virke troværdig — og på et publikum, der var uroligt over en heltinde, der umiskendeligt var en kurtisane snarere end en forkledt grevinde. Verdi kaldte angiveligt aftenen for en fiasko i et brev til en ven. Det er en af operahistoriens bedst dokumenterede flaskoer: et værk, der nu opføres mere end næsten noget andet i repertoiret, åbnede med ægte fiasko i samme by, hvor det halvandet århundrede senere stadig sættes op — nu i et privat palazzo ved Canal Grande frem for i et offentligt operahus.
Historien, i grove træk
Uden at afsløre for meget af handlingen følger La Traviata Violetta, en parisisk kurtisane, og hendes kærlighedsforhold til en ung mand ved navn Alfredo – et forhold, der kompliceres af hans families misbilligelse og Violettas svigtende helbred. Det er en intim historie efter operaens standarder: ingen slag, ingen guder, ingen dynastisk politik – blot en håndfuld karakterer og et plot, der hovedsageligt udspiller sig i dagligstuer og private lejligheder. Denne hjemlige skala er en del af grunden til, at operaen bliver ved med at finde nye iscenesættelser – fra store operahuse med fuldt kor og orkester til langt mindre opsætninger – for den følelsesmæssige tyngde ligger i nogle få nære relationer frem for i det spektakulære.
Fra fiasko til fast inventar i repertoiret
Verdi og hans samarbejdspartnere reviderede operaen — angiveligt med justeringer af både rollebesætning og dele af iscenesættelsen — til en anden Venedig-produktion i 1854 på Teatro San Benedetto, som blev en succes dér, hvor La Fenice-premieren ikke havde formået det. Derfra blev La Traviata en af de mest opførte operaer i verden, en status den stadig har i dag. Revisionshistorien er væsentlig for konteksten: den version, publikum kender og elsker i dag, var ikke en øjeblikkelig succes — det var et comeback, og det skete i netop samme by, der først havde afvist den.
Hvorfor denne opera egner sig til en iscenesættelse i rumskala
La Traviata har et lille ensemble efter opera-standarder, og meget af dramaet udspiller sig i private rum – en salon, et soveværelse, et arbejdsværelse – frem for på offentlige pladser eller slagmarker. Det gør den til et naturligt valg at opføre i ægte hjemlige rammer frem for i et specialbygget teater: operaen var allerede, på en måde, skrevet i salonskala, selv når den opføres med fuldt orkester og kor til festscenerne. Uanset hvilken specifik opera der er på programmet en given aften i et palazzo ved Canal Grande, er det værd at vide, at Traviataens historie – Verdis revisioner, fortællingens intime skala – er en del af grunden til, at dette repertoire egner sig så godt til nære, intime rum.